|
Hej Schanne!
Jeg har et problem der ikke lader sig løse af almindelig vestlig sundhedsvidenskab. For et par år tilbage startede jeg med at få nogle små knopper med væske i på mine håndflader. Jeg kan ikke lade være med at pille hul, idet det klør. De sidste to år har det udviklet sig. Jeg får nu tre slags udslæt. Det er ikke så voldsomt, bare ekstremt generende.
1. Et par gange om året får jeg de før omtalte væskeholdige knopper (blærer) i hænderne.
2. Ofte får jeg en voldsom kløe forskellige steder i håndfladerne - mest fingerspidserne. Strækker man huden, kan man ane små lyse områder dybt under hudoverfladen.
3. I perioder får jeg myggestikslignende små buler rundt omkring på hele kroppen - også i hovedet. De klør lige så voldsomt som myggestik og reagerer på samme måde.
Måske ligger det til familien? Min mor har allergi overfor alverdens ting. Bl.a. kan hun ikke ret godt tåle parfume. Hun slår også ud, når hun har det for varmt eller er stresset. Hun får samme blærer i hænderne som jeg gør. Dog i en meget voldsom og hyppig grad. Det er blevet behandlet som psoriasis med held. Min morfar har også tendens til allergiske reaktioner. Jeg ved, at jeg ikke kan tåle det der pulvercitronte og heller ikke citrusfrugter i store mængder. Derudover har jeg nikkelallergi.
Midt i december stoppede jeg med p-piller, fordi min kæreste og jeg gerne vil have børn. Herefter blussede de to sidstnævnte symptomer op og jeg har det stadig. Normalt går reaktionen over på en uges tid. Desuden har jeg fået mange knopper - noget der minder om urenheder - på den øverste del af ryggen og i hovedet. Jeg ville gerne høre om du kan gøre noget for mig. Og hvis ja - hvad?
Mvh.,
Mette.
Hej Mette.
Ja, dine symptomer kunne godt lyde som en allergisk reaktion på et eller andet. Samtidig er det også et udtryk for, at din krop har opsamlet for mange affaldsstoffer, som den ikke kan skille sig af med på normal vis. Jeg vil absolut anbefale dig kinesiologien som hjælperedskab.
Under testen checkes energien omkring alle dine organer. Der testes for allergi, forbrænding, blodsukker, immunforsvar, homøopati, urter, samt vitamin/mineralmangel.
Det vigtigste er dog at testen afbalancerer det psykiske system. Alle vore oplevelser, gode som dårlige, lagres/huskes af kroppen. Ofte kan stress og blokeringer vedr. dårlige oplevelser give kroppen mange forskelligartede symptomer, og mindst 80 % af alle vore symptomer stammer herfra.
Derfor er det vigtigt at afdække og opløse div. negative følelser, adfærds- og personlighedsmønstre. Det sætter en stor udrensning og afbalancering af kroppen i gang, og er meget virkningsfuldt.
Jeg håber at du kan bruge ovennævnte svar, og skulle du få brug for yderligere oplysninger er du også velkommen til at kontakte mig telefonisk.
Mange hilsner
Schanne
|