|
Hej,
Jeg skriver da jeg for et par uger siden kunne mærke på mig selv, at jeg blev nødt til at sætte mit "tempo" lidt ned. Jeg har som regel mange aftaler, siger ikke nej til lidt overarbejde og elsker spontanitet. Desuden får jeg ikke altid sovet mere end 6-7 timer, før jeg næste dag skal møde på arbejde kl. 7.00. Jeg er lige blevet 21 år.
De sidste 6 uger har dog været alt andet end at sætte "tempoet" ned. Først var jeg 3 uger i Sydfrankrig og arbejde 4 dage og resten af tiden ferie, men hvor man hele tiden er social med meget sene nætter. Da jeg kom hjem efter en 38 timers lang bustur, gik der ikke mere end 10 timer før jeg næste morgen hentede en ven som kom på besøg fra Australien. Han var her (boede hos min søster og jeg i vores lejl.) i 2 uger, hvor jeg var begyndt på arbejde igen dagen efter han kom. Så udover at arbejde 7 timer hver dag (7:00-14:00), så skulle han "underholdes" når jeg kom hjem, da han desværre var ret uselvstændig og ikke selv tog nogle steder. Mest af alt havde min krop brug for at hvile efter en tidlig morgen kunne jeg mærke, men i de 2 uger fik jeg ikke lov til at gøre som jeg havde mest brug for.
Da han så tog hjem natten til søndag (en uge siden) skulle jeg op på arbejde søndag og resten af ugen. I dag er så fredag og i morgen lørdag d. 13. juli er min sidste arbejdsdag før min første FRIDAG (søndag) i århundreder som det næsten føles. Mandag starter igen en uge med arbejde hver dag, man-fre.
I dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fik jeg en frygtelig hovedpine og rystede en smule på hænderne og ikke nok med det havde jeg også hjertebanken. Hovedpinepillen hjalp ikke og jeg kunne mærke, at jeg bare måtte ligge ned ... så jeg lagde mig til at sove/hvile, men lå og spekulerede over, hvad jeg nu skal nå, da jeg har fire bryllupper og et sølvbryllup at skulle til inden for de næste 3 mdr. Udover det er der selvfølgelig også tusindvis af andre ting, der fylder i tankerne.
Da jeg stod op efter en time uden rigtigt at sove, følte jeg mig stadig lidt forvirret og rundt på gulvet, men lidt bedre end i eftermiddags.
Mit spørgsmål efter denne lange forklaring lyder: Kan det lyde som begyndende stress? Normalt ville jeg jo tro, at stress ikke ligger til mig, men det tænker de fleste vel.
Hvad kan jeg gøre for at forebygge stress, men stadig leve et aktivt liv som jeg jo gør?
På forhånd tak.
Venligst,
Helene B. L.
Kære Helene.
Det har været et utroligt presset program, du har haft længe, og ja, din krop skriger nu på ro og hvile, men den skriger ikke mindre på selvbestemmelsesretten. Når jeg kikker ind på dig med clairvoyance, ser jeg, at du ”vælter” i den uge, du har besøg fra Australien. Det blev en uge, hvor du ikke selv kunne tilrettelægge din fritid, den blev ”stjålet” fra dig og det er ikke godt for dig. Hvis den uge havde været en normal travl arbejdsuge, ser jeg ikke din stress var opstået. Du er en levende og sprudlende pige, der kan lide at have travlt, men du kan ikke trives under omstændigheder, hvor din frihed bliver begrænset. Her tænker jeg ikke så meget på en tidsmæssig frihed, men mere på retten til dit eget liv, selv at bestemme over din fritid. Det er også vigtigt for dig at have en stor grad af medbestemmelse i dit arbejde, og det ser jeg du har. Friheden til at bestemme selv er et nøgletema hos dig og der er altid vigtigt, at du har den frihed.
Hvis jeg tester dig med kinesiologi, finder jeg, at dit gear er 67 mod normalt 8. Det er udelukkende følelsesmæssigt, at du tester højt på gearet, ikke fysisk. Gearet er så højt at kroppen nødvendigvis vil gøre opmærksom på problemet. Se evt. min artikel om dette emne. Følelserne, der er knyttet til det høje gear er: angst for at komme i en situation, der begrænser dig, forpligtet til, magtesløs omkring forpligtelserne.
Som løsning på dit problem ser jeg ikke umiddelbart, at hvile hjælper, men at du først og fremmest giver slip på frustrationen fra dit australiensbesøg. Giver slip på irritationen og følelsen af at være blevet begrænset. Så først ser jeg, at ro og hvile gavner dig. Men at have det sjovt sammen med gode venner giver dig også fornyet energi.
På den mere praktiske side vil jeg foreslå dig en god vitamin-/mineraltablet, dertil 1 tablet dagl. med zink, og så fiskeolie. Bed om en fiskeolie, der er renset for tungmetaller og pesticider.
Jeg håber dette hurtigt får dit gear ned igen. Du er velkommen til at ringe til mig i klinikken og tjekke op på gearet om et par uger, dog senest 2. august, hvor jeg starter ferie.
Med ønsket om god bedring, de kærligste hilsner
Kiirsten Pedersen
Kinesiolog, clairvoyant og akupunktør
Tlf. 86 61 02 46 (ml. 11 og 12 man-tor)
www.kiirsten.dk
|