|
Stjernetegnet Vædderen (20. marts - 19. april)
VÆDDER (latin: Aries) er det ledende ildtegn, der har krigsguden MARS som planethersker.
Hér møder vi ildsjælen, initiativtageren, pioneren, krigeren – i nyere tid snarere sportsudøveren, på eliteplan helst - dumdristig, modig, frygtløs, for han når jo aldrig at tænke over faren. Aldeles uden tålmodighed er han, hverken med sig selv eller andre. Vigtigt er det ustandseligt at finde nye og inspirerende udfordringer, nye vanskeligheder, forhindringer at overvinde, nyt land eller nye markeder at erobre... stilstand er lig med døden. Bag ved Vædderen finder vi de udtværede ofre for bulldozerens fremmarch – men han/hun selv aner det ikke. Få kan blive rasende så hastigt som en Vædder, og få kan som han/hun briste i latter, når ”gassen er gået af ballonen”. Vædderens begejstring er øredøvende, for vi SKAL altså overbevises til samme oplevelse. Der er så megen ”ild i rumpen”, at ingen indtryk holder ret længe, altid på farten og altid klar til at bevise sit værd, sit mod og sin styrke. Nu kunne man tro, at Vædderen ingen følelser har, men sådan er det ikke – der ulmer masser af følelser, dog må det understreges, at de er af den mere iltre slags – de stille, blide stemninger mangler næsten totalt. Hver ny dag skal erobres forfra!
|