|
Jeg er en kvinde på 53 år, der i øjeblikket går langtidssygemeldt. Jeg har søgt min førtidspension, men jeg er meget usikker på, hvordan jeg står i fremtiden? Ligeledes har jeg haft mange problemer med at skabe mig en venindekreds, med hvem jeg kan dyrke mine interesser sammen med. Jeg har søgt i astrologiens verden, men jeg føler ikke rigtig, at jeg kan finde svar, der afvæbner min usikkerhed for fremtiden. Hvis det kan hjælpe, er jeg født den (dato, tidspunkt).
Med venlig hilsen
Susanne
Kære Susanne.
Jeg tager det lidt bagvendt. Mine kort (Månen) fortæller mig, at du er en person, der er ret indadvendt og åndeligt optaget. Det skal ikke ses negativt, men som et potentiale, du har med dig fra naturens side. Du føler en sikkerhed ved at bevæge dig i følelsernes tågede og illusionistiske verden, som mange andre ikke føler. Desværre (kan man sige i øjeblikket) forlener denne viden om tingenes omskiftelighed og illusionære natur dig også med en medfødt usikkerhed, som især gør sig gældende i forhold til dit livs målsætning (dvs. også arbejde). Det har stresset dig enormt, og er formentlig det, du er blevet syg af. Det er dit livs store opgave at få hold på dine fantasier/din kreativitet og skabt noget konkret og indtægtsgivende af dem. Faktisk har du store evner som astrolog eller billedskabende/kreativ terapeut. Men din medfødte ”flimren” (som månelyset) gør, at du som oftest ikke har gennemslagskraft nok og derfor (endnu ikke) virker overbevisende nok. Når jeg skriver ”flimren”, så mener jeg, at du er alt for diplomatisk og pæn. Dine holdninger skifter efter, hvad der SER UD TIL at tjene dig bedst. Du tænker og trækker dig for tidligt, hvis det trækker op til ballade. Hold op med at være så rationel. Du burde selv være den første til at vide, at livet ikke kan regnes ud! Du er en meget spændende og nuanceret person: Udadtil en stærk amazone (kvindelig kriger), men indadtil meget følsom og faktisk sart. Dette snyder dine omgivelser (også ofte dig selv, for du vil ikke gerne selv se det i øjnene), der tror, at du kan klare mere end du faktisk kan. Din intuitive viden er meget sikker og stor. Den kan du videreudvikle indenfor rådgivningsfag - altså til gavn for andre. Men hvis du vil bedre din usikkerhed, er du NØDT TIL at træffe et valg. Du må vælge, om du (dvs. dit hoved) skal bestemme eller, om du vil overlade styringen (hvilket ikke er ensbetydende med ikke at have indflydelse) til det mere guddommelige/ubevidste. Det er et spørgsmål om at bringe balance mellem følelser og tænkning. Sikkerhed får man først, når man ikke længere frygter at miste. Det vil være svært for dig at træffe et entydigt valg, fordi du allerhelst altid vil sikre dig med flere mulige udveje, du kan hoppe over i, hvis nu det efter kort tid skulle vise sig, at den valgte ser ud til ikke at kunne betale sig for dig. Tålmodighed er ikke din stærke side. Derfor skal du også ville gennemføre det, når du har valgt det og være forberedt på at betale den pris det "koster" i form af afkald på evt. bekvemmeligheder. Det er hårdt arbejde at bringe sit indre i balance. Jeg fornemmer, at chakrameditation vil være en god hjælp for dig. Men indtil du har fundet den chakrameditation (det er af betydning, at du selv opsøger den), der virker for dig, kan du bruge Steen Kofoeds Septembermeditation, der kan hjælpe dig til ro.
Mht. dit første spørgsmål, så fortæller 6 Stokke, Sejr om din fremtid. Dette kort betegner et vendepunkt til det positive. Du har ret til at være optimistisk. Ofte behøves kun oprigtig selvtillid for at finde energien til at tiltrække det, du ønsker. Men kommunikation er vigtig. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at dine medmennesker forstår, hvad du siger. Det handler meget om, at du lytter til dine indre indskydelser, overvejer dem og forholder dig bevidst til dem uanset, hvor mærkelige de lyder for den rationelle Susanne. Affej dem ikke som ubrugelige.
Mht. veninder/venner tager Solen affære. Du FÅR venner. HVIS du selv åbner døren. De, der har prøvet at komme dig nær, har du mange gange selv skræmt væk, hvis du følte, de kom for tæt på. Solen handler om at overgive sig til nuet/det guddommelige – ikke at prøve at styre, men at gribe de chancer, der byder sig og stole på, at udfaldet bliver positivt. Den handler om ubetinget tillid (ikke lig med blind tillid). Du har ikke brug for mange venner, kun en 3-4 stykker, som du kan dele din indre og spændende verden med. Du har meget brug for at snakke – også om den. Jo mere du lukker op, jo flere mennesker bliver interesserede i at lære dig at kende. Find modet til at beholde dem i din kreds.
Jeg ønsker dig held og lykke på din videre færd. Håber, at dette er brugbart.
Mange hilsener,
Maryanna Morthensen
Tarotoplægger
www.epilepsi-partner.dk
|